HVAD EN TUR TIL BAGEREN KAN FØRE TIL:

Søndag - flot vejr, ud af kassen. Så er det lige en tur ned til bageren; vi skal have lidt godt, når vi nu kan komme til at spise morgenmad sammen.
Indenfor hos bageren møder jeg en af vore hundevenner - selvfølgelig falder vi i snak. Hun er genbo til et ældre ægtepar, som også har en vikingehund.
Hun spørger, om vi ikke kunne tænke os at få en hund mere! Jeg får historien omkring det ældre ægtepar, der nu er nød til at sælge deres hus og flytte i ældrebolig - dårlig helbred gør at de ikke magter at få hunden med. De har truffet den beslutning, at de må aflive hunden eller give den væk - hvis de kan finde nogen, som de kender og som de ved vil tage sig godt af hunden.

Uha sikke et spørgsmål, en hund mere -- tankerne køre rundt i hovedet.

Snakken afsluttes og hurtig handles der hos bageren - jeg må hjem, og tale med konen omkring hunden; en hund som alle i byen kender som være noget speciel:
Den er meget skikkelig - går tur uden snor, et stykke foran sine ejere og når den når frem til næste vej - der skal krydses, sætter den sig ned og venter på at den får lov til at gå over på den anden side. Den er vant til blive lukket ud alene, hvorefter den kan finde på at gå sig en lille tur - rundt og besøge naboerne. Alt i alt en speciel hund -- en hund som fortjente at leve mange år endnu.

Konen og jeg får en lang snak over morgenmaden - alt blev vejet - for og imod - mange ting vil jo blive anderledes med to hunde. Det ender med: vi vil tilbyde at overtage hunden - vi synes at hunden skal have chancen hos os.

Af sted igen - denne gang ned for at tale med ægteparret - hente nogle flere oplysninger; er det bysnak - eller det har noget på sig. Det overrasker ægteparret, at jeg kommer og de spørger, hvor jeg har hørt det?
At bo i en lille by, gør jo at alle kender alle; hvilket gør at de også kender os og ved, at vi også har en Viking. For dem er det vigtig at Viki, som hunden hedder, kommer til et sted, hvor den ikke skal være alene flere timer dagligt, men at den har selskab enten i form af mennesker eller en anden hund.
Vi får en snak om Viki, (som er 7 år, er godt i stand (trænger til at tabe nogle kg) og har et super dejligt sind, rolig og venlig); alt imens ligger hun på gulvet med tilbagevendte ører; hun kan mærke, at det er hende, vi taler om.
De skal jo først flytte om et par måneder og vil godt vente med overdragelsen til den tid. Det er ganske forståeligt, at de gerne ville tænke lidt over tingene.
Vi aftaler, at vi snakker sammen senere.

Der går dog ikke længere en til dagen efter. De mener at vi skal have hunden og vi kan lige så godt gøre det med samme; der er ikke nogle grund til at udskyde det -
smerten vil være der hele tiden - ingen grund til at trække den i langdrag. Vi aftaler, at det kan starte som en prøvetid - går det ikke mellem hundene, så må vi finde på en anden løsning.(den har vi også klar)

Vi aftaler, at hente Viki onsdag aften. Vi kører derned i bil - får Viki's ejendele med i bilen og så er det tid til afsked. Det er hårdt at se to mennesker, der virkelig holder af deres hund, stå der og kæmpe med tårerne; de forsøger at være stærke. Vi bleiverogså meget berørte af situationen.

Vi havde på forhånd aftalt, at jeg skulle gå hjem med Viki og min kone, Pia, skulle køre hjem med Viki's ejendele.
Vi mente, at det var bedst at vores hund, Fiona som er 2 år gammel, skulle mødes med Viki på et neutralt sted. Pia kom os i møde - Fiona opdagede hurtig, at det var hendes far, der kom der med en fremmed hund. Det passede ikke damen, der blev knurret, der blev gøet lidt og der blev vist tænder.
Begge hunde prøver at markere sig i forhold til hinanden; vi får byttet hunde og der falder lidt ro på dem. Derefter går turen hjemad. I haven forsættes mødet mellem dem - det var helt tydeligt, at Fiona prøvede at være den dominerende, Viki tog det med en dyb knurren og var ellers ganske rolig.
Efter lidt tid tog Pia Viki med ind i det, der skal være hendes nye hjem. Vi havde stadigvæk snor på hende. Fiona kom ind ca. 5 min. efter - også med snor på. Efter lidt tid
fik først Viki snoren af, hvilket ikke helt passede teenageren Fiona - som kort efter fik sin snor af.

Der gik ca. 1 time hvor de prøvede at nærme sig hinanden - hver gang knurrede Viki dybt, men med èt faldt de til ro og resten af aftenen lå de ret tæt på hinanden og sov.
I løbet af aftenen kom katten, Bandit frem fra sit skjul; han gik ned af gangen mod stuen, med èt stoppede han op - som om èn havde hevet ham i halen. Han kiggede forvirret ind i stuen:" hvad? to ens hunde?" -man kunne næsten se ham ryste på hovedet (som en der havde drukket for meget og så dobbelt) - der gik dog kun et kort øjeblik, så nærmede han sig langsomt, og fik undersøgt den nye, men på sikker afstand.

Da det var ved at være sengetid, måtte vi prøve at gå en lille godnattur - hurtigt fandt de ud af, at de skulle gå ved siden af hinanden. Og de fik klaret dèt, de skulle.
De blev puttet på samme dyne ved fodenden af vores seng - Fiona snusede og Viki knurrede, men efter kort tid var der ro.

Næste dag har hundene travlt med at snuse til hinanden og de kommer helt godt ud af det sammen - og der er ikke engang gået 24 timer.
Om eftermiddagen har vi en aftale med dyrlægen, hvor vi skal have vejet hundene. Viki vejede 21,4 kg - uha uha lidt overvægtig; til sammenligning vejer Fiona 14,7 kg - dog skal det siges, at Fiona er lille og mere spinkel af en Viking at være. Dyrlægen mente, at Viki burde tabe omkring 6 kg og vi fik nogle prøveposer på diætkost med hjem.

På vejen hjem kørte vi en tur i skoven. Her løb de med lange snore, side om side. De havde travlt med at snuse, og der blev nok tisset 15 - 20 gange på de 40 - 50 min turen varede.
Hjemme igen kunne vi se, at Viki var noget træt - hun var vist ikke vant til at gå så langt - der gik ikke mange minutter før hun sov. Fiona lod hende sove!
Der var nu gået ca. 24 timer og det ser ud som om, at de to nok skal finde ud af det sammen - trods det, at Fiona er i løbetid og kan være lidt hidsig.


Vi har nu haft Viki i 8 uger og hun er hurtig faldet til hos os. Når man tænker på, at hendes liv lige med èt er ændret på mange områder, så går det rigtig fint - og hvor er hun en dejlig, kærlig, kælen og ikke mindst en lærenem hund.
Viki har nu tabt 2,5 kg og er blevet meget mere livlig. Der er kommet fart på hende, og nu kan vi nemt gå 8 - 10 km uden problemer, Fiona er faldet lidt til ro.
Vi kan se, at hundene opdrager på hinanden - og her må vi indrømme at Fiona nok har fået stor glæde af opdragelsen fra en ældre hund - hun er blevet mere lydig nu.

At Viki er den ældste, og er den der opdrager, kan blandt andet ses, hvis Bandit (katten) og Fiona leger, og det bliver lidt for voldsomt; så går Viki imellem og siger stop. Hun er også den, som løber hen til Fiona og giver et lille bjæf, hvis der ikke lige reageres på indkald - som om hun siger:" kom så med"! omvendt har Viki også lært af Fiona, lidt dårlige vaner, men dem skal vi ikke nævne her, dem arbejder vi på at ændre.

Det er lidt mærkeligt at tænke sig, at for blot to år siden gik vi og savnede at have en hund, efter at have været uden hund i flere år, og nu har vi to af slagsen
Jo, der er lidt mere arbejde med at have to hunde frem for en, men det er til gengæld også meget sjovere; uden dem er jeg sikker på, at jeg ikke fik så meget motion og ikke så mange gode naturoplevelser, som jeg nu får på vores daglige ture i skoven - og frem for alt: alle de gode oplevelser og samvær med hundene og katten vil vi ikke undvære.


PS: NU har vi haft Viki i 5 mdr. og hun stortrives – hun vejer nu ca. 17 kg, hvilket er perfekt for hende. Fiona er i mellemtiden blevet steriliseret og efterfølgende været på ”skrump” – hun vejer nu ca. 14 kg, hvilket er hendes idealvægt.

Mvh
Birger Thye